Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen til udskolingen

Velkommen til udskolingen

Udskolingen på Gug skole består af elever fra 7. – 9. klasse. Fysisk er udskolingen placeret på 1. sal i Vestfløjen, ovenover administration og PLC. Der er typisk fire klasser på hver årgang og lærerne arbejder i klasse-, årgangs- og afdelingsteam.  I hvert årgangsteam er der en koordinator, der også er repræsenteret i skolens koordinationsudvalg. 

Når man starter i udskolingen på 7. årgang, er det i nye klassesammensætninger, idet der kommer elever til fra Nøvling Skole, der er vores samarbejdsskole. Derfor bruger vi også tid på relationsarbejde og på det sociale samspil i den første tid – blandt andet afvikles en ”ryste-sammen-tur” med overnatning inden for den første måned.

Fag i udskolingen
Fagrækken udvides i udskolingen med biologi, geografi og fysik/kemi .  På 7. årgang vælger eleverne ligeledes et praksisfag, der strækker sig over to år, og som afsluttes med eksamen efter 8. klasse. Det er også i 7. klasse, at eleverne skal vælge, hvorvidt de skal konfirmeres. Konfirmationsforberedelsen ligger indenfor undervisningstiden, typisk onsdag morgen. Al undervisning og kommunikation omkring konfirmationsforberedelse varetages af kirkens personale. 

I 8.klasse udvides fagrækken med kristendom og samfundsfag, hvilket betyder, at eleverne fra 8. klasse har alle de fag på skoleskemaet, som kan være repræsenteret i afgangsprøven, der afslutter 9. klasse.

På 9. årgang udbydes der valghold, og eleverne vælger et valghold for første halvår og et nyt valghold for andet halvår. 

Folkeskolens afgangsprøver
Folkeskolens afgangsprøve består af en række bundne skriftlige og mundtlige prøver samt to udtræksfag. De bundne skriftlige prøver er dansk retstavning, dansk læsning, dansk skriftlig fremstilling, matematisk færdighedsprøve og matematik problemregning (Matematik m. og u. hjælpemidler). De bundne mundtlige prøver er i dansk, engelsk og den fællesfaglige prøve i naturfagene. Eleverne skal derudover til prøve i to udtræksfag, hvor undervisningsministeriet trækker ét fag fra hver af de to puljer: 

Den naturvidenskabelige pulje: 
Mundtlig matematik, skriftlig geografi, biologi og fysik samt mundtlig/praktisk idræt. 

Den humanistiske pulje: 
Mundtlig historie, samfundsfag, kristendom og tysk, skriftligt engelsk og tysk.

Udtrækket kendes først i slutningen af april, hvor eleverne skal til prøve i juni måned.

Læringsmiljøet i udskolingen
I udskolingen arbejder vi hen imod at få et studiemiljø, præget af en høj grad af ansvarlighed for egen læring. Det er vigtigt for os at danne hele mennesker, der både bliver fagligt dygtige men også livsduelige mennesker. Vi møder eleverne med positive forventninger, og vi vil gerne undgå at opsætte en masse regler for de unge mennesker. Derfor har vi nogle få, præcise forventninger til, hvordan vi alle kan hjælpe hinanden med at fastholde et rart læringsmiljø - både fagligt, socialt og trivselsmæssigt. 

  • Vi taler pænt til, med og om hinanden
  • Vi følger de voksnes anvisninger, - det gælder naturligvis alle voksne, både lærere, vikarer, rengøring eller andre fagpersoner
  • I pauserne må elever fra 8. og 9. årgang forlade skolen - under forudsætning af, at man til stadighed kan udvise en hensigtsmæssig adfærd, når man færdes i nærmiljøet. 
  • Vi møder til tiden - veludhvilede og velforberedte til undervisningen



Skolens værdier
I udskolingen udmøntes skolens fire værdiord således: 
Faglighed
Eleverne kommer til at opleve en bred vifte af nye fag og spændende arbejdsformer. De vil opleve at der bliver sat større krav til dem, men at de også vil få vist tillid til, at de kan klare opgaverne. Eleverne vil møde linjefagsuddannede lærere i alle fag, og det forventes, at man møder veludhvilet og velforberedt op til undervisningen. Alle lærere møder eleverne med positive forventninger.

Tryghed
Vi har stort fokus på både den individuelles trivsel, men også på sammenholdet i klasserne. Vi har fokus på den gode adfærd, hvor vi hilser på hinanden, viser hensyn og drager omsorg for hinanden. Vi understøtter bl.a. gennem diverse aktiviteter, at eleverne udvikler venskaber i både egen men også andre klasser, så de får en oplevelse af et godt fællesskab på hele årgangen, hvor der er plads til alle.

Samarbejde
Eleverne vil opleve mere frihed under ansvar i samarbejdet, både i gruppearbejde, men også når vi er ude af huset til diverse spændende aktiviteter. Gennem forskellige arbejdsformer lærer eleverne, hvordan man på forskellig vis kan bidrage konstruktivt til at løse fælles opgaver og se hinandens kompetencer. 

Respekt
Gensidig respekt er et nøgleord for os, både mellem lærer-elev og elev-elev. Vi tror på, at respekt er essentielt for at forstå hinandens forskelligheder og udfordringer. Respekt kommer til udtryk i både tanker, sprog og handlinger, og derfor noget, vi løbende taler om i alle klasser. 

Mobiltelefoner og devices
Vores filosofi er, at vi ikke forbyder brugen af mobiltelefoner, men at vi løbende er i dialog med eleverne om fornuftig brug af dem. Fornuftig brug vil sige:
-    Mobilen placeres i mobilkasse forud for hver lektion  
-    Mobilen er lydløs, så den ikke forstyrrer
-    Mobilen må gerne benyttes i pauserne

Ang. computere har vi følgende aftaler:
-    Computeren er kun åben ved arbejde eller notatagning i timerne
-    Man må gerne høre musik på computeren under arbejde hvis:
o    Underviseren har givet lov
o    Eleven har en playliste klar, så de ikke skal bruge tid på at sammensætte sådan en. 

Ugeplaner
I udskolingen bruges ugeplaner. På denne måde kan elever – og forældre - orientere sig om, hvad der arbejdes med i undervisningen, og hvad der evt. skal forberedes eller trænes hjemme. I udskolingen kan ugeplanen være mere dynamisk og eleverne skal derfor selv være aktivt opsøgende ift. løbende at holde sig orienteret. Kommunikationen mellem skole og hjem foregår via AULA. 

MyLocker
I alle klasselokalerne på udskolingsgangen er der opbevaringsskabe fra MyLocker. Skabene lejes for et skoleår ad gangen, og her kan man opbevare sine personlige ting, bøger, telefon og computer. Der er strømudtag i alle skabe, så her kan man også oplade sine devices.  

Årets gang
Vi har i udskolingen en række traditioner, som kendetegner vores skole. Udover de almindelige fag præsenteres eleverne for anderledes undervisning i form af fordybelses- og fagdage, trivselsdage, praksisfag og valgfagsmoduler. Vores motionsaften torsdag aften før efterårsferien er også en hyggelig overbygningstradition. Herudover har vi fokus på deltagelse i Ung Aalborgs forskelligartede tilbud.

Følgende arrangementer ligger fast på de enkelte årgange:
- 7. årgang: Introtur m. overnatning 
- 8. årgang: Brobygning, frivillig praktik, Aalborgs sejeste 8. klasse, skolerejse
- 9. årgang: Praktik, sidste skoledag inden prøverne, dimission